EU's batteriforordning: Etiket, genbrug & co. - disse regler vil gælde i fremtiden
Selv om en bil med forbrændingsmotor og en elbil er meget forskellige, har de én ting til fælles: Begge kræver et batteri. Mens forbrændingsmotoren bruger et startbatteri, får elbilen sin energi fra et traktionsbatteri. Som værkstedsprofessionelle ved I det selvfølgelig godt. Men er du også klar over, hvordan du bortskaffer et batteri korrekt, når dets livscyklus er slut, for at bevare de værdifulde råmaterialer i batterierne i den cirkulære økonomi? Eller hvad du skal være opmærksom på, når du skiller de forskellige batterityper ad? For at sikre større klarhed, sikkerhed og bæredygtighed, når det kommer til batterier i fremtiden, har Det Europæiske Råd lanceret den nye batteriforordning.
Hvorfor er batteriforordningen blevet ændret?
Batterier er blevet en integreret del af vores liv - og de får bogstaveligt talt mobiliteten til at bevæge sig. Undersøgelser antager, at efterspørgslen efter batterier sandsynligvis vil tidobles inden 2030, blandt andet på grund af det stigende antal elbiler. Det voksende batterimarked har fået EU til at gribe ind: Det nye direktiv skal sikre større klarhed omkring fremstilling, brug og genanvendelse af batterier og udtjente batterier.
Hvad er formålet med den nye batteriforordning?
Med den nye forordning strammer EU først og fremmest bæredygtighedsbestemmelserne for batterier og batteriaffald. Målet er at skabe en cirkulær økonomi for batterisektoren. Ressourcer og miljø bør bevares i alle faser af batteriets livscyklus - fra produktion til genbrug. Det betyder for eksempel, at råmaterialer fra gamle batterier bruges i fremstillingen af nye genopladelige batterier. Hvis du nogensinde har undret dig over, hvilke genanvendelige råmaterialer der faktisk er i et gennemsnitligt litium-ion-batteri på 400 kg, så er svaret her:
- Grafit: 33 kg
- Kobolt: 12 kg
- Nikkel: 12 kg
- Mangan: 11 kg
- Lithium: 4 kg
Ud over plast er der også aluminium og kobber fra f.eks. batterihuset.
En af de vigtigste innovationer: I stedet for de tidligere tre henviser den nye batteriforordning til i alt fem batterityper:
- Konventionelle bærbare batterier
- Ny: Batterier til lette transportmidler (f.eks. elcykler) som en ny batteritype (LMT-batterier)
- Køretøjsbatterier til start, belysning og tænding af køretøjer (SLI-batterier)
- Ny: Traktionsbatterier til elbiler og andre vejkøretøjer (elbilbatterier; EV-batterier)
- Industribatterier til energilagring og drift af industrikøretøjer (industribatterier)
Hvad vil ændre sig som følge af den nye batteriforordning?
Den nye batteriforordning forpligter producenter og forhandlere. Uanset type skal alle batterier være forsynet med mærkater, der oplyser om deres kapacitet, ydeevne, levetid og kemiske sammensætning. Desuden skal alle batterier mærkes med et symbol, der angiver korrekt bortskaffelse.
For LMT-batterier, elbilbatterier og genopladelige industribatterier med en energikapacitet på over 2 kilowatt-timer (kWh) kommer det digitale batteripas i form af en QR-kode. Dette batteripas skal indeholde oplysninger om batteriets CO2-fodaftryk, sammensætning og demontering af batteriet.
Hvad betyder den nye batteriforordning for værkstederne?
Den nye batteriforordning er godt nyt for uafhængige værksteder: I fremtiden vil de være autoriserede til at servicere og reparere batterier i elektriske køretøjer. Direktivet foreskriver, at batterier til elektriske køretøjer skal være aftagelige og udskiftelige. Producenterne skal give værkstedsspecialisterne alle de oplysninger, der er nødvendige for reparation og udskiftning, og give den nødvendige adgang til on-board diagnostik.
Og hvad handler Euro 7 om?
I forbindelse med batterier og markedet for motorkøretøjer nævnes et andet begreb ofte i øjeblikket: Euro 7-emissionsstandarden. Ifølge den nuværende status skal nye bilmodeller, der registreres for første gang fra 2026, opfylde kravene i standarden. Det gælder også holdbarheden af batterier i elbiler: Efter fem år skal sundhedstilstanden være mindst 80 procent, og efter otte år eller 160.000 km skal den være mindst 70 procent. På den ene side skal det beskytte bilejeren mod et værditab på deres bil, og på den anden side skal det også forbedre traktionsbatteriernes CO2-balance.
